-
Ny Gallup får professor til at sige det direkte: »Det er virkelig dårligt. Det begynder at være slemt nu«
Source: BDK Borsnyt / 08 Dec 2023 08:05:06 America/Los_Angeles
Efter en hård start for SVM-regeringen, hvor vælgerne havde svært ved at se fornuften i den nydannede midterregering, skulle efteråret blive regeringens store genstart. Nye reformer, skattelettelser, 2030-plan, en charmeoffensiv rundt i landet og en bred finanslov skulle trække vælgerne tilbage til den regering, de havde valgt ind. Men det har tilsyneladende ikke virket – overhovedet. Det viser en helt ny Gallup-måling foretaget af analyseinstituttet Verian, tidligere Kantar Public, for Berlingske. Her står SVM-regeringens tre partier til et forenet resultat på blot 38,8 procent af stemmerne, såfremt der var valg i morgen. Ved folketingsvalget 1. november sidste år fik de samme tre partier 50,1 procent af stemmerne. Kasper Møller Hansen, der er professor og valgforsker på Københavns Universitet, skal ikke lede længe efter en passende vurdering af regeringens anseelse blandt vælgerne. »Den er i frit fald,« siger professoren. Det politiske indeks er baseret på 1.730 interview med et repræsentativt udsnit af vælgere foretaget mellem 29. november og 5. december. Og ingen af de tre regeringspartier kan sige sig fri for at være en del af den kollektive nedtur. Socialdemokratiet falder fra 27,5 procent ved valget til 20,7 procent i dag. Venstre falder fra 13,3 procent til 10,6 procent. Og Moderaterne går fra 9,3 procent til 7,5 procent. »Alle partier har deres at kæmpe med. Det udstiller regeringen som svag,« siger Kasper Møller Hansen. Værst er faldet for Socialdemokratiet, hvor de – som valgforskeren bemærker – nu kan sidde i gruppeværelset på Christiansborg og vide, at hver fjerde i lokalet ikke ville sidde der længere, såfremt der var valg i morgen. Tilbage i april indkasserede Socialdemokratiet en tilsvarende dårlig Gallup-måling, men derefter skal man helt tilbage til 2014 for at finde værre meningsmålinger. »Det er virkelig dårligt. Det begynder at være slemt nu,« siger Kasper Møller. Det er en generel tendens i meningsmålingerne, at tilslutningen til regeringen er lav. Igen og igen fastholder de dog, at næste folketingsvalg endnu ligger langt væk. »Men det er altså ikke sjovt for regeringen, det her,« siger Kasper Møller Hansen. Målingen er lavet, før regeringen præsenterede trepartsaftalen, der gav højere løn til udvalgte faggrupper i det offentlige. Men direkte adspurgt, om Kasper Møller Hansen regner med, at aftalen om løn kommer til at gøre en forskel for regeringens tilslutning, svarer han, at det sandsynligvis ikke bliver tilfældet. »Vi har snakket om det længe, nu er der kommet noget, men vi ved ikke præcis hvor meget. Effekten kommer ikke i denne uge. Dén har været der længe,« siger valgforskeren. Det rødeste folketing nogensinde Men når man snakker meningsmålinger og fordeling af mandaterne, er politik et nulsumsspil, og en nedtur et sted medfører en optur et andet sted. Og her findes opturen på fløjene til højre og venstre for regeringen, hvor Liberal Alliance og Danmarksdemokraterne oplever fremgang, men hvor det er på den modsatte fløj, det rigtigt går godt. »Lægger du Enhedslisten og SF sammen, har de 40 mandater. Hvornår har SF og EL sidst haft det? Det er det rødeste Folketinget nogensinde, tror jeg,« siger Kasper Møller. Enhedslisten stiger således fra 5,1 procent ved valget til 7,8 procent nu, mens SF går fra 8,3 til 14,2 procent. Optimistisk socialdemokrat Hos Socialdemokratiets politiske ordfører, Christian Rabjerg Madsen, er der trods den ene rekorddårlige måling efter den anden ikke meget bekymring at spore. »Tallene afspejler, at vi har truffet nogle vigtige og rigtige beslutninger, men også nogle beslutninger tidligere, som har skabt noget debat. Men de her tal er ikke supervigtige. Vi er ét år inde i en regeringsperiode på fire år,« siger Christian Rabjerg Madsen og påpeger, at regeringen både har leveret en finanslov, 2030-plan og investeringer i sundhedsvæsenet, ældreplejen og psykiatrien. Hvis I har truffet alle de rigtige beslutninger, delt penge ud til danskerne og desuden været på charmeturné rundt i landet, hvorfor slår det så ikke igennem hos vælgerne? »De store resultater, regeringen har leveret, skal have tid til at bundfælde sig blandt danskerne. Men når jeg er meget, meget optimistisk, er det, fordi de her tal kommer et år inde i en regeringsperiode, og fordi regeringen leverer den ene aftale efter den anden.« Hvad lægger du i, at Socialdemokratiet falder relativt mere end de to andre regeringspartier? »Jeg tror, tallene kan afspejle nogle beslutninger, som har været vanskelige, men også rigtige. Og så skal man nok også passe på med at overanalysere en enkelt måling. Det går lidt op og ned i de her tal. Men det er ikke de vigtigste tal i verden,« siger Christian Rabjerg Madsen. https://www.berlingske.dk/politik/ny-gallup-faar-professor-til-at-sige-det-direkte-det-er-virkelig-daarligt